Vejen (tilbage) til mere fællesskab og naboskab - Boligforeningernes Dag

Vejen (tilbage) til mere fællesskab og naboskab

Relationer i nærsamfundet har stor betydning for vores trivsel og sundhed. Sådan fortæller Karen Lumholt, der gennem sit oplæg til Boligforeningernes Dag sætter fokus på fællesskabets store betydning for livet i en boligforening.

“Det, at der er nogen, der genkender én og nikker anerkendende, når man går ud af sin dør, har en enorm betydning for vores trivsel som mennesker,” fortæller Karen Lumholt. Hun er journalist, tidligere tilknyttet DR, og har mange års erfaring som rådgiver og facilitator for blandt andet boligudviklere og bofællesskaber. Hendes særlige interesse for fællesskabets betydning har ført til udgivelsen af flere antologier gennem Selskabet for Fremtidsforskning, hvor hun har undersøgt, hvordan fællesskaber kan styrke trivsel og sundhed.

I tråd med messens tema, Den sociale boligforening, vil Karen Lumholt i sit oplæg Vejen (tilbage) til mere fællesskab og naboskab pege på konkrete faktorer, der kan opbygge et velfungerende fællesskab. Hun ser frem til at gå i dialog med deltagerne efter oplægget, for som hun siger: “Det er i samtalen, at de mest spændende ting opstår.”