Hvordan kommer Aarhus til at udvikle sig i de kommende år – og hvad betyder udviklingen for byens boliger og boligforeninger? Det stiller fremtidsforsker Jesper Bo Jensen skarpt på, når han indtager Hovedscenen på Boligforeningernes Dag i Aarhus den 24. oktober.
Aarhus vokser, nye områder skyder op, og flere mennesker skal finde deres hjem i byen. Det skaber behov for flere boliger – men rejser også spørgsmål om, hvilke boliger der bliver brug for, hvem der skal bo i dem, og hvordan boligforeningerne kan følge med udviklingen.
Det er nogle af de perspektiver, Jesper Bo Jensen tager med på Hovedscenen.
Fremtiden set med Aarhus-briller
Jesper Bo Jensen er ph.d., fremtidsforsker og direktør i Fremforsk – Center for Fremtidsforskning. Han beskæftiger sig blandt andet med bolig- og befolkningsudvikling og har gennem mange år fulgt udviklingen i Aarhus tæt.
I oplægget “Aarhus vokser – er boligforeningerne klar til fremtiden?” ser han nærmere på de forandringer, der kommer til at præge byen og vores måde at bo på i de kommende år.
For når en by vokser, handler det ikke kun om at bygge mere. Det giver også mulighed for at tænke nyt og overveje, hvordan fremtidens boligforeninger skal se ud.
Glæd jer til et oplæg med store perspektiver på Aarhus, boligerne og den udvikling, boligforeningerne bliver en del af.
Oplev Jesper Bo Jensen på Hovedscenen på Boligforeningernes Dag i Aarhus den 24. oktober.




